Ordbog om hørelse

Den kurve, du får ud af en høretest. Den viser, hvor svage lyde du kan høre ved forskellige tonehøjder — altså et billede af din hørelse på papir. Audiologen bruger den til at se, om og hvor der er et høretab.

Den fagperson, der måler din hørelse og tilpasser høreapparater. En audiolog stiller ikke lægelige diagnoser, men hjælper med selve testen og indstillingen af apparaterne.

Et høreapparat, hvor selve teknikken sidder i en lille bøjle bag øret, forbundet til øregangen med en tynd slange eller ledning. Det er den mest udbredte type og ofte lettere at håndtere for fingre, der ikke er så smidige.

Løsninger til dig, der stort set kun hører på det ene øre. Lyden fra den dårlige side flyttes trådløst over til det bedre øre, så du lettere opfatter, hvad der sker rundt om dig.

Måleenheden for, hvor kraftig en lyd er. Jo højere decibel, jo højere lyd. En hvisken er meget lav, og kraftig trafikstøj er meget høj — og længerevarende høj lyd kan over tid slide på hørelsen.

De lyse, høje toner i lyden — for eksempel børnestemmer, fuglekvidder og konsonanterne s, f og t. Ved aldersbetinget høretab er det tit diskanten, der svigter først, så man hører folk tale, men ikke helt kan skelne ordene.

Den del af prisen, du selv betaler. Går du den offentlige vej, er høreapparater gratis; vælger du en privat klinik, betaler du selv det, der ligger ud over det offentlige tilskud.

Den fine fløjtende lyd, et høreapparat kan lave, hvis lyden slipper ud og bliver fanget igen — typisk hvis apparatet ikke sidder rigtigt, eller der er ørevoks i vejen. Moderne apparater dæmper det langt hen ad vejen selv.

Hvor lys eller mørk en tone er. Lave frekvenser er dybe brummetoner, høje frekvenser er lyse pibetoner. Et høretab rammer sjældent alle frekvenser lige meget — derfor tester man hørelsen på flere tonehøjder.

Måleenheden for tonehøjde, altså frekvens. Lave Hz er dybe toner, høje Hz er lyse toner. På et audiogram står de lave toner til venstre og de høje til højre.

Når helt almindelige lyde — service, der klirrer, trafik, stemmer — opleves ubehageligt kraftige eller ligefrem gør ondt. Det kan optræde alene eller sammen med tinnitus.

Et høreapparat, der sidder inde i selve øregangen og derfor er mere diskret. Det kræver lidt mere fingerfærdighed at sætte i og tage ud, og der er mindre plads til de største batterier.

Høretab, hvor lyden har svært ved at komme ind til det indre øre — for eksempel på grund af ørevoks, væske eller en tilstand i mellemøret. Denne type kan ofte behandles, så det er værd at få undersøgt.

Det lille luftfyldte rum lige inden for trommehinden med de tre høreknogler, der sender lydens svingninger videre ind i øret. Betændelse eller væske her kan give nedsat hørelse for en tid.

Det lille lys med en tragt, som lægen eller audiologen kigger ind i øret med. Med det kan man se øregangen og trommehinden og for eksempel opdage en voksprop.

Det gradvise høretab, der følger med alderen. Det kommer så langsomt, at man ofte selv opdager det sidst, og rammer typisk de lyse toner først.

Et fænomen ved visse høretab, hvor svage lyde ikke høres, mens kraftige lyde til gengæld opleves ubehageligt høje. Springet fra «kan ikke høre» til «alt for højt» bliver altså meget lille.

Høretab i det indre øre eller på hørenerven — den mest almindelige type hos voksne, ofte som følge af alder eller mange års støj. Det kan sjældent kureres, men et høreapparat kan som regel hjælpe godt.

En funktion i moderne høreapparater, der dæmper generende baggrundsstøj, så tale træder tydeligere frem. Den fjerner ikke al støj, men gør det lettere at følge med, for eksempel i et selskab.

Et system i mange kirker, teatre og mødelokaler, der sender lyden trådløst direkte ind i høreapparatet via dets telespole. Så hører du talen rent, uden at rummets larm og efterklang kommer med.

En lille funktion inde i høreapparatet, der kan modtage lyd fra en teleslynge. Er den slået til, kan du høre for eksempel en præst eller foredragsholder direkte i apparatet.

Susen, ringen eller pipen for ørerne uden nogen ydre lydkilde. Det er meget almindeligt og som regel ikke farligt, men kommer det pludseligt eller kun på det ene øre, bør du få det tjekket hos lægen.

Den tynde, spændte hinde inderst i øregangen, som lyden får til at svinge. En voksprop eller en betændelse op mod trommehinden kan dæmpe hørelsen, indtil det er væk igen.

Ørets eget naturlige voks, der beskytter og renser øregangen. Det forsvinder som regel af sig selv, men kan af og til klumpe sammen til en prop, der dæmper hørelsen. Vatpinde skubber det oftest bare længere ind.